PROGRAM | BUDDHISTISK CENTER KBH

Velkommen til Buddhistisk Center København

 

Buddhistisk Center København repræsenterer Diamantvejsbuddhismen, som den praktiseres inden for den tibetanske Karma Kadjy Skole.

Buddhistisk Center København har eksisteret siden i 1972, og det er Danmarks største buddhistiske center. Diamantvejsbuddhismen bygger på en levende overførsel af viden og metoder, og der er en stor aktivitet i centret med foredrag, meditation og kurser. Dette giver rig mulighed for at lære Diamantvejens effektive metoder til at udvikle sindets potentiale. Det faste program samt størstedelen af kurserne er gratis.

Centret blev grundlagt af ægteparret Hannah og lama Ole Nydahl på opfordring af deres lærer HH D. 16. Karmapa, og det er et af de allerførste buddhistiske centre i Vesten overhovedet. Karmapa navngav centret Karma Drub Djy Ling – ”Stedet for Karmapas Praksislinie”. I daglig tale kaldte Karmapa dog centret for ”Modercentret”, fordi der herfra skulle udgå et stort antal buddhistiske centre og grupper i hele verden.

Centret er for lægbuddhister og ikke et kloster. Det består af tre villaer på Svanemøllevej, som også rummer ca. 30 beboere. Alt arbejde i centret foregår frivilligt og ulønnet og på grundlag af venskab og idealisme. Centrets økonomi bygger på huslejen fra beboerne, samt penge fra bidragydere.

Centret er åbent for alle nysgerrige i forbindelse med program, og man behøver ikke tilmelde sig.