PROGRAM | BUDDHISTISK CENTER KBH

Buddhistisk meditation

 

Målet i buddhismen er at erkende sindets natur – selv at blive en buddha. Til det formål mediterer man. Meditation består i at berolige sindet og øve sig i at overskride forestillingen om et fast og uforanderligt ”jeg” samt fastlåste ideer om den ydre verden.

I meditation kan man erkende sindets natur på tre måder: Via dets bevidsthed (indsigt), via dets kraft (energi) eller via dets evne til identifikation (hengivenhed). Sidstnævnte er igennem tiderne blevet prist som den hurtigste vej til erkendelsen. Her mediterer man på lama (guru yoga) og identificerer sig direkte med sin buddha-natur. Meditation på lama indeholder elementer fra både indsigtens og energiens vej.

 

Vejen til befrielse og erkendelse

Buddhas lære består af viden om sindets natur (anskuelse), metoder til at virkeliggøre dets kvaliteter (meditation), og råd om, hvordan man fastholder den opnåede indsigt i hverdagen (handling).

Befrielse er det første store mål på den buddhistiske vej. Befrielse betyder, at man erfarer, at krop, tanker og følelser er i stadig forandring og derfor ikke kan udgøre et virkeligt “jeg”. Med oplevelsen af denne indsigt føler man sig ikke længere som skydeskive for livets lidelser.

Erkendelse er næste skridt og buddhismens endelige mål. Her gennemstråler sindets klare lys enhver erfaring. Der findes ikke længere nogen adskillelse mellem den der oplever, det der opleves og oplevelsen selv. I erkendelsen af sindets natur nyder sindet hvert øjeblik sine iboende egenskaber og er spontant og ubesværet til stede i alt.